Tænk på forsøgsdyrene når du skriver testamente
Ved at testamentere penge til Alternativfondet er du med til, at arbejdet for at hjælpe forsøgsdyrene fortsætter ud i fremtiden.
Det er ikke særlig rart at skulle bede om penge – det er de færreste, der bryder sig om det. Men faktum er, at vil man hjælpe forsøgsdyrene, så kræver det penge. Og vil man støtte innovativ og fremadrettet forskning uden brug af forsøgsdyr, så kræver det mange penge. Et forskningsprojekt løber som regel op i flere millioner, og i den sammenhæng rækker nogle tusinder eller titusinder desværre ikke så langt. På vegne af forsøgsdyrene må vi derfor bide hovedet af al skam, og inderligt opfordre dig til at oprette testamente til fordel for Alternativfondet. Arv er det, der kan bringe os fremad mod en dyrefri forskning med lidt større skridt.
“Brugen af forsøgsdyr på den nuværende skala er en midlertidig foreteelse i biologisk og medicinsk historie.”
Nobelpristager Sir Peter Medawar 1969
Desværre må man konstatere, at Sir Peter Medawar’s forudsigelse endnu ikke er blevet opfyldt hér 45 år efter, idet brugen af dyr fortsat er dét, som mange forskere griber til. Især i udlandet ser man dog, at der kan tænkes i nye, kreative baner. Men at udviklingen går uendeligt langsomt er et faktum, og det skyldes i høj grad, at der er en dyb konservatisme i visse forskningsmiljøer, og en næsten indgroet modvilje mod at ”tænke ud af boksen”.
At det er et faktum, at resultater fra forsøg på dyr ikke giver pålidelige, overførbare resultater til brug for mennesker, skubber imidlertid på udviklingen i retning af, at komme bort fra dyreforsøg. Derfor er der brug for en fortsat opmuntring og finansiel støtte til de danske forskere, der tør og vil!