Forsøg med moderkager belyser farlige stoffers transport

På visse forskningsområder foregår der en udfasning af brug af forsøgsdyr. Det skyldes bl.a., at dyreforsøg ofte ikke forudsiger effekter godt nok, når det gælder forskning i menneskers sygdomme. Især inden for reproduktion (forplantning) er det vigtigt at anvende metoder, der er baseret på humant væv, da der her er store forskelle mellem dyr og mennesker. Biolog og lektor Line Mathiesen har i en årræke arbejdet med modellen.

Moderkagen (placenta) er et midlertidigt organ, som under graviditeten danner en barriere mellem fostrets og moderens blod, hvorigennem nærings- og affaldsstoffer bliver transporteret. Placenta perfusions-modeller anvendes i studier af transport af stoffer fra moder til foster under graviditeten, samt til undersøgelser af omsætningen af disse stoffer i placenta. Placenta perfusionsgruppen ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, undersøger fostrets udsættelse for fremmedstoffer under graviditeten ved en human placenta perfusions-model som benytter moderkager fra kvinder med ukompliceret graviditet og fødsel fra fødegangen på Rigshospitalet, umiddelbart efter planlagte kejsersnit. Denne model giver et unikt billede af transporten af stoffer over moderkagen i graviditeten og bidrager hermed med data til et felt, der er kompliceret at studere. Modellen er et alternativ til dyreforsøg og kan reducere antallet af disse, idet den givet direkte indblik i transport og mekanismer i den menneskelige moderkage. Når der forskes med brug af dyreforsøg er det med forbehold for om de mekanismer, som man ser i det anvendte forsøgsdyr, er de samme som optræder i mennesker, og det er derfor ofte nødvendigt at anvende mange, samt forskellige arter af forsøgsdyr for at få anvendelige data. Anvendelsen af moderkager fra kvinder giver mulighed for at se bort fra forskelle i moderkagens struktur, graviditeten og baggrundsniveauer som varierer arter imellem. Det giver en større sikkerhed ved risikovurdering.

 

Illustration af human placenta perfusionsmodellen. A) er barnets kredsløb, B) er en luftbobbel-fanger C) er perfusionskammeret, hvor moderkagen ligger og D) er moderens kredsløb.