ALTERNATIVFONDET

I 1997 gik Nordisk Forskningspris til EuroNICHE

I 1997 gik prisen til EuroNICHE, en europæisk sammenslutning af studerende og undervisere.

Englænderen Nick Jukes modtog prisen på vegne af EuroNICHE og efter at repræsentanter for de tre fonde, havde overrakt diplom, blomster og check, takkede Nick Jukes for prisen. I sin tale gjorde han rede for, hvorfor det er så vigtigt, at der eksisterer en organisation som EuroNICHE og han fortalte om det arbejde den udfører.

Derefter var der demonstration af en række af de alternativer, der kan erstatte brugen af dyr i undervisningen. Ursula Zinko, der er Alternatives Adviser i EuroNICHE, fortalte meget levende om de mange alternativer og det var spændende at se de mange modeller af dyr og dele af dyr, som studerende og dyreforsøgsteknikere kan anvende, når de skal indøve teknikker som f.eks. blodprøvetagning, injektion, nedlæggelse af mavesonde o.s.v. Universitetslektor Leif Bjellin, fra Lunds Universitet, demonstrerede brugen af computersimulering, computermodeller og interaktiv video.

Det er åbenlyst, at alternativerne findes og at de blot venter på at blive taget i brug. Desværre er der en stor træghed i systemet og en stor uvilje hos underviserne og det koster dyreliv. Det vil Forsøgsdyrenes Værn ændre på og de tre alternativfondes overrækkelse af Nordisk Forskningspris til EuroNICHE var et skridt i den rigtige retning.

Opdatering: I 2000 skiftede EuroNICHE navn til InterNICHE, idet sammenslutningen nu har deltagere fra lande uden for Europa.