Nordisk Forskningspris til Alternativer til Dyreforsøg gik 2007 til doktor Anna Forsby fra Stockholm Universitet. Hun har i en årrække arbejdet engageret og målrettet på at udvikle forskningsmodeller med nerveceller, som kan erstatte brugen af forsøgsdyr i bl.a. diabetesforskning og toksikologisk forskning (giftighedsforskning). I sit seneste projekt arbejder Anna Forsby på at udvikle en dyrefri metode til at teste kemiske stoffer for mild øjenirritation. Udviklingen af en sådan metode vil kunne bidrage til at få afskaffet den lidelsesfulde Draize øjenirritations-test, som udføres på kaniner.
Anna Forsbys metode består i at lade potentielt smertefremkaldende stoffer komme i kontakt med nogle særlige nerveceller med smertereceptorer. Såfremt et stof binder sig til smertereceptorerne, aktiveres nervecellerne, hvilket er et tegn på, at stoffet vil forårsage irritation eller smerte, hvis et menneske får det i øjet. Metoden vil være særligt anvendelig til test af kosmetiske produkter som shampoo, sæbe, ansigtscreme, mascara og lignende.
Anna Forsby er også tilknyttet et stort internationalt forskningsprojekt med titlen ACuteTox. Projektet, som er delvist finansieret af EU, sigter mod at udvikle alternativer til de eksisterende dyreforsøgsbaserede test af kemiske stoffers akutte giftighed (d.v.s. giftighed ved en enkelt høj dosis). Hvis dette lykkes, vil det kunne skåne et enormt antal dyr for store lidelser i forbindelse med implementeringen af EU’s kemikaliedirektiv (REACH). Ved siden af forskningen fungerer Anna Forsby som underviser og vejleder for kandidat- og ph.d.-studerende. I denne funktion har hun en stor positiv indflydelse på kommende forskeres indstilling til anvendelsen af dyrefri forskningsmetoder.
Uddelingen af Nordisk Forskningspris foregik som en del af et større arrangement afholdt af Stiftelsen Forskning Utan Djurförsök i samarbejde med det svenske Silvertest netværk, som er et samarbejde mellem forskere, industri og politikere om at udbrede kendskabet til dyrefri forskningsmetoder. Forud for prisuddelingen afholdt arrangørerne et seminar om brugen af alternative metoder i testning af kosmetik. Her redegjorde en repræsentant for den europæiske kosmetik-industris brancheorganisation Colipa for kosmetikindustriens holdninger til og satsninger på alternativer til dyreforsøg.
Det overordnede budskab fra kosmetikindustriens repræsentant var, at kosmetikindustrien er stærkt interesseret i udviklingen af alternative metoder, eftersom markedsføringen af kosmetik, som er testet på dyr, snart er helt forbudt i EU.
Derefter berettede en forsker fra L’Oreal om virksomhedens arbejde med at udvikle dyrefri metoder til hudtest. I denne forbindelse redegjorde han bl.a. for Episkin-modellen, som netop er blevet valideret af ECVAM, det Europæiske Center for Validering af Alternative Metoder. Det næste indslag kom fra Matias Rauma fra Karolinska Instituttet, som fortalte om en ny og lovende metode til at undersøge optagelsen af stoffer gennem huden. Metoden består i at lade avanceret måleudstyr registrere, hvorledes vægten af små tern af hudens øverste lag ændrer sig, når de bliver eksponeret for forskellige gasser i et aflukket kammer. Til sidst indførte prismodtager Anna Forsby tilhørerne i den tidligere omtalte metode til at teste mild øjenirritation.