Nordisk Forskningspris til Alternativer til Dyreforsøg gik i 2012 til kræftforsker Stina Oredsson, professor ved Lunds Universitet i Sverige. Hun fik prisen for sin store indsats for at reducere brugen af dyr i forskningsøjemed.
Stina Oredsson har gennem hele sin forskerkarriere arbejdet med forskellige typer af celler og cellelinier, istedet for at anvende forsøgsdyr. Den største indsats for at reducere dyreforsøg har Stina Oredsson dog gjort, når det gælder uddannelse:
”Få lærere, hvis overhovedet nogen, har undervist så mange studerende i brugen af cellekulturer til erstatning af dyreforsøg. Stina Oredsson er en yderst værdig modtager af Nordisk Forskningspris til Aternativer til Dyreforsøg, sagde Cecilia Clemedson, neurotoksikolog og præsident i Forska utan djurförsök, i sin overrækkelsestale.
Udvikler ny kræftbehandling uden dyreforsøg
Stina Oredsson og hendes forskningsgruppe arbejder i øjeblikket på et projekt om at udvikle en ny behandlingsstrategi for brystkræft. ”Vores idé er at finde en behandling for brystkræft, der er bedre tilpasset den enkeltes behov, og derfor giver færre bivirkninger”, sagde Stina Oredsson.
”Oredssons forskning er i tråd med vores vision”, sagde Cecilia Clemedson, og fortsatte:” En verden, hvor forskning udføres med succes uden at udnytte dyr, til både menneskers og dyrs bedste”.
”Vi undersøger, hvordan forskellige former for brystkræft opfører sig, og hvordan man kan behandle brystkræft uden at skade raske, omkringliggende celler”, fortsatte Stina Oredsson. ”Vi er især interesserede i, at finde nye midler mod kræft, hvor de farligste celler i en tumor angribes – de såkaldte kræft-stamceller.”
Prisen blev overrakt ved en festlighed i Stockholm den 22. november 2012 af de tre fonde bag Prisen: Alternativfondet, Danmark, Juliana von Wendts Fond, Finland og Forska utan djurförsök, Sverige.
[socialring]