Udbredelse af antistof-biblioteker


I 2018 påbegyndte Forsøgsdyrenes Værn og Alternativfondet støtten til AFABILITY-projektet. Målet var at udvikle biblioteker med antistoffer fremstillet helt uden brug af dyr.
Med vor støtte har grundlæggeren af AFABILITY, Dr. Alison Gray og hendes team ved University of Nottingham i England, nu udviklet to antistofbiblioteker.

Bibliotekerne indeholder mange milliarder antistoffer og nu skal bibliotekernes indhold testes og formidles. Forsøgsdyrenes Værn og Alternativfondet har derfor valgt at gå sammen om at finansiere projektets videre forløb i håbet om, at flere og flere vil bruge bibliotekerne og gå over til produktion af antistoffer uden brug af dyr.

Bibliotekerne bliver nu nøje gennemprøvet for at sikre, at de besidder de ønskede egenskaber, herunder høj diversitet, stabilitet og evne til at binde an. Bibliotekerne er blevet og bliver leveret til et stigende antal forskningsgrupper på universiteter, forskningsinstitutter og private virksomheder, hvor de testes så man kan indsamle erfaring med deres brug. Vigtigt er det, at bibliotekerne er såkaldt ’open access’ – altså at der er gratis, uhindret adgang for fagfæller. Det betyder, at de doneres til laboratorier uden nogen kontraktlige begrænsninger såsom intellektuelle rettigheder, krav om at forpligte sig til royaltybetalinger eller begrænsninger i brugen.

Den phage-display-baserede teknologi er i øjeblikket omgærdet af mytedannelse. En del forskere tror ikke på, at teknologien kan afløse forsøgsdyrene, og derfor vælger de at holde sig til det, de har erfaring med: at producere antistoffer i dyr. Et vigtigt fokus i de kommende år vil derfor være, at teknikken og dens tilgængelighed og muligheder udbredes. Det vil blive opnået ved at:

Pleje forskningssamarbejder med uafhængige forskergrupper for at fremme brugen af de dyrevenlige reagenser, kaldet AFA’er.

Udvikle fuldt forståelige online eller ansigt-til-ansigt-træningsprogrammer.


Gøre uddannelsesmuligheder tilgængelige for forskere, som normalt ikke vil have adgang til teknikken.


Udvikle og levere ekspertise for
at forbedre succesraten for AFA-baserede projekter.

AFA = Animal-Friendly Affinity-reagents