Endnu en sag om manipulerede data i Alzheimer-forskning
… og endnu et stort forbrug af dyr
Det Amerikanske Justititsministerium har 27. juni fremlagt et anklageskrift mod forskeren, Dr Hoau-Yan Wang fra City University of New York (CUNY), for at have ”svindlet National Institutes of Health* (NIH) for cirka 16 millioner dollars”. Forskeren har været involveret i udvikling af et lægemiddel til Alzheimers sygdom i det tidlige stadie for penge, som forskeren har fået i støtte til sin forskning, ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet (DOJ).
Forskeren har været under mistanke i over 2 år for påstået bedrageri i forbindelse med sine grundlæggende videnskabelige forsøg, hvoraf nogle ligger til grund for det kontroversielle lægemiddel Simufilam, der udvikles af det biofarmaceutiske firma Cassava Sciences. Et utal af dyr har måttet lade livet i forsøgene.
City University of New York (CUNY) og lokale myndigheder står bag undersøgelsen af det påståede bedrageri. Forskeren er en mangeårig Cassava-samarbejdspartner og betalt rådgiver for firmaet, men i 2022 modtog han en meget fordømmende laboratorie-inspektionsrapport fra U.S. Food and Drug Administration. Myndigheden kritiserede i meget hårde vendinger hans analyser af prøver af blod og rygmarvsvæske til et klinisk forsøg (=med mennesker) med Cassavas lægemiddel, hvis påståede effektivitet nogle forskere sætter spørgsmålstegn ved.
Stærke beviser for manipulerede billeder
Sidste år rapporterede det videnskabelige tidsskrift, Science, at en undersøgelseskomité, nedsat af det universitet Dr Wang var tilknyttet, havde fundet stærke beviser for manipulerede billeder i Wangs forsknings-artikler. Det inkluderede en artikel fra 2012 i The Journal of Neuroscience, der konkluderede, at Simufilam reducerede de giftige virkninger af beta-amyloid – et protein hvis unormale opbygning i hjernen nogle mener kan være én af årsagerne til Alzheimers sygdom.
Universitetets rapport implicerede også Lindsay Burns, firmaet Cassavas senior-vicepræsident for neurovidenskab og medforfatter til nogle af de samme artikler. Hun blev nævnt som værende den primære eller delvist ansvarlige for nogle mulige fejl og for uredelighed.
Udvalget sagde dog, at det ikke kunne drage endelige konklusioner om integriteten af Wangs arbejde, fordi han ikke kunne eller ville levere originale data fra sine eksperimenter. Panelet erklærede ikke desto mindre, at han havde engageret sig i “en langvarig og alvorlig forseelse inden for datastyring og registrering.”
Biokemiker Kevin Gardner var én blandt flere forskere som City University of New York (CUNY) bad om at skrive en foreløbig vurdering af Wangs arbejde. Senere blev der nedsat et undersøgelsespanel der gennemgik Dr Hoau-Yan Wangs artikler, og Gardner betegnede dele af indholdet af artiklerne som “pinlige udover enhver beskrivelse”. Det afspejlede en “afskyelig” og “sygelig” forskningskultur, tilføjede Gardner i en kommentar til det videnskabelige tidsskrift Science sidste år.
Dataforfalskning for at modtage forskningsmidler
Ifølge det amerikanske justitsministeriums undersøgelser, så fandt Wangs påståede bedrageri sted mellem maj 2015 og april 2023. Man fandt, at han var involveret i “en ordning til at fremstille og forfalske videnskabelige data i ansøgninger om forskningsstøtte, som var indsendt til National Institute of Health (NIH)* på vegne af ham selv og det biofarmaceutiske selskab Cassava.”
“Wangs påståede videnskabelige dataforfalskning i ansøgningerne til NIH om forskningsstøtte er relateret til, hvordan det foreslåede lægemiddel – og den diagnostiske test – var beregnet til at fungere, og forbedringen af visse indikatorer forbundet med Alzheimers sygdom efter behandling med det foreslåede lægemiddel,” hedder det i rapporten. “Wang er anklaget for ét tilfælde af større bedrageri mod USA, to tilfælde af brugen af elektronisk kommunikation med det formål at begå økonomisk bedrageri og ét tilfælde af falske erklæringer.”
”Det forekommer sandsynligt, at der ikke eksisterer primære data og ingen forskningsnotater vedrørende de 31 påstande”. Fra City University of New Yorks undersøgelsesrapport
Hvis forskeren bliver dømt, risikerer han 10 års fængsel for større bedrageri, 20 år for hvert tilfælde af svindel med brug af elektronisk kommunikation med det formål at begå økonomisk bedrageri og 5 år for falske udsagn.
I det amerikanske justitsministeriums anklageskrift står der, at Wang “var” en fastansat professor, men det er ikke klart, om det betyder, at City University of New York (CUNY) har fyret ham, eller han har sagt op. Universitetet udsendte en erklæring, der sagde: “I dag fik CUNY kendskab til anklagen mod Dr. Hoau-Yan Wang. Universitetet har og vil fortsætte med at samarbejde i fuld udstrækning med regeringens-undersøgelsen, indtil sagen er løst.”
I en egen erklæring kaldte firmaet Cassava forskeren for en “tidligere” rådgiver og det fremfører, at “Wangs arbejde under disse bevillinger var relateret til de tidlige udviklingsfaser af virksomhedens lægemiddelkandidat og diagnostiske test,” og tilføjede, at han “ikke havde været involveret i virksomhedens fase 3 kliniske forsøg med Alzheimermidlet Simufilam.” Forinden forsøg med mennesker er der gået et utal af forsøg på dyr. Og mange mennesker der har nærtstående med Alzheimer, har endnu en gang troet, at et middel var på vej, men er blevet skuffede.
Virker produktet?
Alzheimer-produktet Simufilam har været genstand for heftige stridigheder i domstolene såvel som i den videnskabelige litteratur. En række forskere har været skeptiske over for lægemidlets påståede virkemåde og over for påstande om forbedringer hos patienter i producenten Cassavas kliniske forsøg. Nogle har anklaget virksomheden og Dr. Wang for at manipulere resultaterne. I august 2021 indgav to forskere en klage til tilsynsmyndigheden Food and Drug Administration, hvori de beskrev “alvorlige bekymringer over kvaliteten og integriteten” af den forskning, der understøttede Simufilams påståede effektivitet.
Nogle undersøgelser foretaget af Wang og kolleger er blevet trukket tilbage og tidsskrifter har udtrykt bekymring og oplyser, at de afventer City University of New York endelige beslutning, når efterforskningen af Dr Hoau-Yan Wang er afsluttet.
Cassavas aktiekurs styrtdykkede umiddelbart efter det amerikanske justitsministeriums udtalelse og samme dag faldt firmaets aktiekurs med 35%.