I 10 år har professor Kratz arbejdet med at udvikle alternativer til dyreforsøgene. Han har vist, at hud som ved plastikoperationer fjernes fra bryst og mave og holdes i live i vækstkulturer, er meget anvendelig til forskning i akutte og kroniske sår såvel som i ardannelse. Den uskadte hud påføres sår- eller brandskader ved en standardiseret metode og opbevares derefter i et miljø, der ligner dèt i den menneskelige krop. Helingen stimuleres på forskellige vis og med faste intervaller undersøger man, hvor langt helingsprocessen er kommet.
Professor Gunnar Kratz er plastikkirurg og arbejder især med brandskadede patienter. Hans forskningsidé har på flere planer vist sig betydningdfuld. Efter den tragiske brand på et diskotek i Göteborg for nogle år siden viste Gunnar Kratz’ viden om transplantation af hud og om sårheling, at være af overordentlig stor betydning for de unge brandskadede patienter. Han var på det tidspunkt ansat på Karolinska sjukhuset i Stockholm og hans afdeling fik overført tre af de alvorligst sårede fra branden. Professor Gunnar Kratz er også kendt som ledende nordisk ekspert i kønskorrrektionsoperationer.
Til forskning i brandsår og -skader anvendes traditionelt forsøgsdyr som marsvin, grise, rotter og mus og forsøgene er meget lidelsesvoldende. De fleste dyr har en sårhelingsproces som kraftigt adskiller sig fra menneskets. De alternative metoder indebærer ikke blot en reduktion af antallet af forsøgsdyr, men giver også resultater, som er mere anvendelige for mennesker, idet det jo er humant materiale der anvendes.
Professor Gunnar Kratz’ mangeårige forskning er blevet mulig på grund af støtte fra det svenske Stiftelsen forskning utan djurförsök, som nu sammen med det finske Juliana von Wendts Stiftelse og det danske Alternativfondet belønner Gunnar Kratz for at udvikle metoden og få den standardiseret, hvilket har betydet, at den nu anvendes i laboratorier verden over.
Professor Kratz og hans forskerteam arbejder med en videreudvikling af de alternative metoder og håber, at de nye metoder vil kunne finde anvendelse i vurderingen af allergi-, cancer- og andre giftighedsrisici.